Dindagligdag

Guide til hverdagen

Dindagligdag

Guide til hverdagen

FritidHjemme

3 nemme måder at bruge mindre plastisk på

Vi ved efterhånden alle sammen godt, at plastik er miljøskadeligt. Det bliver alt for sjældent genbrugt, og store mængder af det ender i naturen og verdenshavene. Der flyder flere kæmpeøer af plastikaffald rundt i havene, og vi danskere er ikke så uskyldige, som vi tror. Heldigvis er der masser af steder, hvor vi nemt kan skære ned på plastikprodukter uden at mærke forskel.

Drikkedunk af stål

De fleste danskere har en drikkedunk til dagligdagsbrug, og langt størstedelen er af plastik. Hvis det er en drikkedunk, du bruger mange gange, måske i flere år, er skaden heldigvis begrænset. Men hvis du jævnligt køber en flaske vand, når du er på farten, så går der store mængder plastik til spilde.

Derfor er stålflasker blevet mere og mere udbredte som drikkedunke, og de har mange fordele. Stål er let og meget holdbart, og så er det nemt at forme. Det betyder, at stålflasker kan bruges ligesom plastikflasker, men uden at risikere plastik i naturen eller skadelige stoffer som BPA i flasken. Næste gang du skal have en ny drikkedunk, kan du derfor overveje at købe en lækker model af stål.

Drop bæreposen

Denne har vi efterhånden hørt mange gange: lad være med at købe en bærepose, når du er ude at handle. Men det er alligevel lettere sagt end gjort for mange. For nogle er løsningen at genbruge posen som skraldepose, men der er brugt alt for mange ressourcer på at producere posen til at to-tre brugsgange tjener det ind. Med et par helt enkle tips kan du dog nemt reducere dit behov for en bærepose drastisk.

Et meget effektivt træk er at købe en tynd men solid indkøbspose, som kan pakkes sammen og ligge i din taske til daglig. Så har du altid en pose med, hvor du kan have de fleste ting. Du kan også tage en rygsæk med, når du handler, så du kan have de fleste varer på ryggen. Hvis du ofte handler på cykel, gør en cykelkurv til varerne også en verden til forskel.

Spar på engangsprodukter

Ligesom engangsvandflasker er de fleste andre engangsprodukter af plastik ikke helt gode for miljøet. Det handler kort sagt om, at der går mange ressourcer til både at producere, bortskaffe og eventuelt brænde produktet. Der er ikke den helt store forskel på, hvor mange ressourcer et engangsprodukt bruger i forhold til produkter, der bruges mange gange, men jo flere gange du bruger et produkt, jo færre ressourcer skal der bruges på at producere nye produkter hele tiden.

Derfor kan du blive mere bevidst om, om du egentlig har brug for et produkt, før du tager det. Det gælder for eksempel plastikbestik, sugerør, plastikkopper, to go-kopper, papir til at tørre hænder i og poser af plastik og papir. Ofte har vi en tendens til liiiige at tage en ekstra, fordi produkterne er gratis, men prøv at udfordre dig selv og vurdere, hvad du egentlig har brug for.

Skriv et svar